Randers FC introducerer Paddle-fodbold mod VFF

Først kom paddleboards, det såkaldte Stand Up Paddle (SUP), og derefter kom Paddletennis. Danskerne vil have paddle. Nu introducerer Hestene fra Randers ‘PADDLEFODBOLD’.

Innovation er at tage noget kendt og udvikle det til noget nyt – eller tilføje nye elementer. Efter VAR har innovationen i fodboldspillet stået lidt stille, bortset fra de fem coronaudskiftninger, og nu er det så tid til, at der skal ske noget nyt.

“Det var egentlig Age (Mads Agesen, Red.), der fik idéen”, forklarer Daniel Høegh, mens han kniber sit blå øje sammen. “De unge trænede standardsituationer, og så kom han og delte paddles ud”, fortsætter han, mens han gestikulerer, som om han slår til en bold med et bat.

Hen over vinterpausen er teknikken blevet forfinet, selvom det stadig ser voldsomt ud, når der kommer et kort hjørnespark ind forrest i feltet, der så bliver forlænget, og Kamara hopper op for at lave et hovedstød. Og der bliver vappet til højre og venstre med paddles.

Kamara har et flækket øjenbryn, men ellers taler han meget entusiastisk om den nye stil: “Det blev lidt sjovere, da os angribere også fik paddles!”

Den tidligere ‘FC Midtjylland’-spiller Daniel Høegh glæder sig særligt til kampen i midtjyske Viborg: “Det her bliver en kæmpe overraskelse for Viborg FodsportsForening, for de har nok ikke set komme, at vi har noget med i næverne også!”