Staldnyt: Forskere i tidsfilosofi er forbløffede over Randers FC, der aldrig nogensinde taber igen

Et mysterium har fået fodboldfans såvel som forskere op af stolene: Taber Randers FC nogensinde en kamp igen? Det spørgsmål handler om timelighed og uendelighed, og det får både filosoffer, naturvidenskabsfolk og tifogrupper til at spærre øjnene op.

Efter weekendens kamp mod Brøndby IF, hvor svigermors drøm Björn Kopplin scorede i allersidste sekund, er spørgsmålet på samme tid helt åbent – og på samme tid nærmere en hypotese:

Nej. Randers FC taber aldrig nogensinde igen. Det fortsætter uendeligt.

Det er vores hidtil bedste bud på en hypotese, og mange vil nok forsøge at falsificere denne nye paradigmatiske virkelighed.

Først var der ikke mange, der turde sige det højt, men efterhånden som det rumler i hovedet hos alle, var der endelig “en dreng”, som i kejserens nye klæder, der tilbage i august turde sige det højt – omend formuleret sådan lidt forsigtigt: “Vi er i øvrigt nødt til at holde os åbne overfor, at Randers FC muligvis aldrig taber en fodboldkamp igen”, tweetede Kasper Wester.

Journalist Kasper Wester arbejder til daglig for mediet OLFI, der beskæftiger sig med forsvarspolitik. Måske er det derfor, han har et særligt blik for forsvaret – ledt an af målmand Patrick Carlgren og anfører Björn Kopplin.

I denne sæson handler det dog ikke blot om forsvaret, der har holdt buret rent i 5 kampe, men også om et hold der som helhed har kæmpet sig til point efter at være kommet bagud i 4 kampe. I den nyligt afsluttede “1-1-sejr” kom Randers FC endda bagud to gange – én gang i hver halvleg.

Randers FC er “U-U-Ubesejret” ifølge den ene fanfraktion, spiller “kontinuerligt” til point ifølge den anden – og den tredje har i flere år påpeget tidsaspektet: “RandersRejsningen Lægger Sig Aldrig”. Nu diskuterer hele Danmark og det internationale forskermiljø tidsfilosofi ud fra det randrusianske fodboldparadoks.

Ovre i den sjællandske andedam/brønd sukkede de også dybt, før de skulle møde det fodboldmæssige tidsparadoks: “Så med rette kan det siges, at statistisk set har Randers brudt normen – hvilket kan skyldes både gudernes gunst og rent held eller en dygtig keeper der redder mere end gennemsnittet (eller slet og ret en kombination)”, skrev Kasper Pedersbæk fra 3point.dk, idet han havde erkendt, at når vi roder med skellet mellem timelighed og uendelighed, så er der omnipotente kræfter på spil.

Det fik Kasper Pedersbæk til at give Randers FC betegnelsen “kontinuerlige”, hvorved han understregede det centrale spørgsmål.

I det tidskontinuum, hvor vi befinder os nu, er der en uafbrudt række af point, der tikker ind på kontoen. Der er dog en fare her: Hvis Randers FC for eksemplets skyld over tre kampe ikke taber, men spiller uafgjort, så kommer der 3 point ind i tabellen. Hvis én af de kampe bliver en sejr – og en anden bliver til et nederlag, så giver det samlet 4 point på kontoen.

Selvfølgelig taber Randers FC aldrig nogensinde igen, men det er vigtigt også at vinde nogle kampe – ligesom de mere ujævne hold. Derfor er det vigtigt, at næste kamp mod Silkeborg IF ikke bliver en uafgjort som mod Brøndby IF. Den skal blive en sejr til Randers FC – ligesom de 5 kampe før Brøndbykampen.

Tidsfilosofi og tifofilosofi